259 / 494
248
miske Aar lagt Mærke til mig, eller dersom Lykken
kun havde føjet mig saa meget, som den føjer de
fleste letnemme Hoveder, saa jeg, da Kandidatstemplet
var trykt paa mig, kunde faaet Fodfæste i Hoved
staden og paa Skriverbanen, Ting, jeg den Gang heftig
attraaede, det ved jeg ikk e__Jeg begav mig, som mig syn
tes, i Landflygtighed som Skolemester, og heri landlig En
somhed, uden personlig Forbindelse med nogen, der
kjendte eller elskede Oldtid, gjærede det i mig, til
Spunsen fløj af, og jeg blev Forfatter . . . . Oehlen-
schlågers »poetiske Skrifter« fandt hos mig et Øre, der
var fortroligt med nordiske Toner, og et Øje, der just
nu begyndte at oplade sig for Kristendommens Herlig
hed og alle Livets store Gestalter, samt et Hjærte, hvis
dybere Længsler som ved et Tordenskrald vare pludselig
vaagnede. Det var mig som et Underværk, at de i
Tiden længst hensovne Toner og de i Hjærtedybet hvi
skende Længsler kunde føre et saadant levende Sprog
paa Danmarks Tungemaal. Til Shakespeares, Goethes,
Schillers og Ossians Harper havde jeg i min Ensom
hed lyttet, med Fichte, Schiller og Schelling grundede
jeg paa Livets Vilkaar, paa det faste og flygtige. Hvad
Steffens ej fordum kunde tvinge mig til at tro, men
nødte mig dog til at huske, levede op i min Sjæl,' og
der skete en Forvandling i mine Forestillinger og min
hele Tankegang, som jeg først ret mærkede, da jeg
atter greb den en Stund henlagte Pen for efter min
Sædvane at gjøre mig selv Rede for, hvad jeg troede
og tænkte om det, der i mine Øjne var vigtigt og
stort.
Hvorledes jeg nu betragtede Norden, det fik
man at høre, thi nu var mit Tungebaand løst . . . .