245
Det er min A g t i »Danevirke« at give et Omrids af
de menneskelige Vilkaar, saa vidt og saa godt jeg kjen-
der til dem« 1). Den i Stridsskrifterne i Anledning af Ver
denskrøniken begyndte Polemik imod Naturfilosofien fort
sattes i »Danevirke« og affødte bl. a. det aandfulde ironiske
Stykke, »Napoleon Bonaparte (en Mythe)«, der gaar ud
paa at give »et beskueligt Billede af Naturfilosofiens hi
storiske Anskuelse« og spotte »det mystiske Lys, hvori
alle Gestalter befries fra det tunge Støv og forklares
til aandige, betydningsfulde Figurer«. Atter og atter
kommer han tilbage til denne fantastiske Retning i Fi
losofien og dens Tilhængere her hjemme, som jævnlig
faa baade læst og paaskrevet. »Vi har«, hedder det
saaledes et Sted, »saa mange vakre Filosofer i Ophej
(
d
: Opvæxt), der ganske artig forstaa at fortælle os, hvor
ledes alting taber sig i Alhed og Intethed . . . Deres
hjemmegjorte Tøj er af et eget Slags, lidt aandeligt
Papir af fremmede Klude og fuldt af Klatter, som tillige
med det Stykke Vandmærke er det eneste danske deri
— eller med andre Ord, Tankerne ere ikke alene tagne
paa Borg og Puf, men paa Træf og Slump, og Spro
get er saa galt tysk, at man ikke engang kan have
') A f de Gjengivelser af gamle Skrifter, Tidsskriftet indeholder,
skal fremhæves „Udtog af den gamle danske Rimkrønike“,
Kong Knud den helliges Levned (efter Knytligesaga) „Saga om
Haldans Sønner og Harald Hyldetand“ (efter Sogubrot), Stykker
af Bjovulfsdrapen og Kvadet om Bruneborg Slaget. A f Digte
„Paaskeliljen“, Mindedigtene over Balle og Nordahl Bruun og det
store, smukke Digt til Luthers Minde i Anledning af Reforma
tionens Trehundredaarsfest
1817
. A f Afhandlingerne skal frem
hæves „Om Sandhed, Storhed og Skjønhed“, „Om det filosofiske
Aarhundrede“, „Om historisk Vidskab“, „Om Aabenbaring,
Kunst og Vidskab“, „Et Par Ord om Oldgranskning“, „Om
Ordsprog“ o. s. v.