261 / 494
25 0
var en Skrue løs, vel ikke, som man siger, i min Hjærne,
men i min Oldgranskning, den Skrue nemlig, som skulde
forbundet Edda med Historien, Totalanskuelsen med
billig Vurdering ogsaa af det udvendige og underord
nede . . . . Saare begribeligt er det, at jeg, begejstret
for de store, levende Gestalter, som kraftig gjennem
Kamp og Daad kundgjorde deres Aand og Rørelse,
ingen Pris satte paa smuldrede Lerpotter, rustne Klin
ger og sagnløse Runestene og følte slet ingen Trang
til deres Vidnesbyrd, lige saa begribeligt, at jeg ringe-
agtede de senere Tilsætninger, hvormed Fædrenes My-
thologi var vanheldet og fordærvet, samt de senere
Skjaldes Kunstvers, der kun ere udstafferede Ligkister
for Oldtidens Poesi; heller ikke havde Nordens Old-
granskere haft Ret til at kives med mig, fordi jeg kun ud
dannede en Beskuelse, der lettede dem deres Arbejde
uden jo at binde deres Hænder — men derfor tog jeg
ikke mindre fejl og bidrog til at nære netop det nit
tende Aarhundredes Skjødesynd, som er at tage sig
alting let og nøjes med en elektrisk Billedskygge, der
svæver let over sin Gjenstand og synes at skjænke
levende Anskuelse af Aanden i det hele, uden at man
behøver med stadig Flid og alvorlig Granskning at
prøve og lutre Beskuelsen og i klar Erkjendelse be
mægtige sig Gjenstanden i sin Aand. Vel var det da,
at Omstændighederne slet ikke føjede mig, godt, at jeg
nødtes til som Lærer i Historien at vende Øjet fra et
Punkt, der, i langvarig Besiddelse af min Forkjærlighed,
saare let, hvis min Forfængelighed havde fundet sig
smigret, kunde fængslet Blikket og givet min hele Virk
somhed en skjæv og indskrænket Retning. Inderlig