267 / 494
2 5 6
at kappes med mig i Læsning, thi det kan de ikke,
især fordi jeg er, hvad ingen af dem er, b e g e j s t r e t
for Historien, og Lysten driver Værket«.
Ved Siden af dette mærkelige Værk, der var Grundt
vigs Festgave til Reformationens Jubelaar, helliget »Mor
ten Luthers velsignede Amindelse«, var der et Kæmpe
værk, der optog ham i disse Aar, og som bestandig
vil staa i vor Literatur som et af de betydningsfuldeste
Mindesmærker om hans Geni og vidunderlige Arbejds
kraft, nemlig Oversættelserne af Saxos latinske Dan
markshistorie og Snorres islandske Konge-Krønike. Det
var hans »Kristendom i Pagt med en mægtig vaagnende
Fædrelandskjærlighed«
1),
der drev ham til dette Arbejde,
som han fuldførte i en i Betragtning af dets Omfang
og Vanskelighed forbavsende kort Tid, særlig naar
man betænker, hvor meget andet der samtidig optog
ham. I 1815 udsendte han sine »Prøver af Saxo og
Snorre«, der ledsagedes af en Kundgjørelse fra det
kongelige Norske Selskabs kjøbenhavnske Afdeling,
hvori den, samtidig med at den meddelte, at den ud
sondrede sig af Selskabet, paatog sig Udgivelsen af de
to Krøniker. I 1818 begyndte Værket at udkomme,
og i 1822 forelaa det fuldstændigt i sex Kvartbind.
Gjengivelsen er for saa vidt alt andet end tro, som
1) „Elske vi Gud“, hedder det i Fortalen til „Prøverne“, „da elske vi og
alt,hvad som er født af ham, og af ham fødtes ej blot de frommeFædre,
men og den ganske Styrelse og Skikkelse i Folkene . . . . elske
vi den guddommelige Styrelse, da ønske vi besynderlig i Hjem
met at beskue den, thi underlig og hemmelig er vort Liv knyttet
til vore Fædres, hvoraf det i alle Maader udsprang . . . . derfor
kan ingen sige med Sandhed, jeg ærer og elsker Gud, men mit
Fædreland elsker jeg ikke, mine Forfædres Skæbne er mig lige
gyldig“.