269 / 494
2 5 8
men drøje og træffende Udtryk«, saa det havde Fynd
og Klem, uden Hensyn til, at hans Kritikere, særlig P.
E. Muller, ogsaa havde sagt adskilligt til hans Ros.
Meget af, hvad han her siger om sit Sprog, er af over
ordentlig stor Interesse, der ligger et helt nyt Syn, et
helt Fremtidsprogram i Henseende til Sprog og Stil deri.
»Da selv mine arrigste Fjender og Forhaanere«, hedder
det bl. a., »indrømme mig, at jeg kan føje mine Ord
med de bedste, saa vil og maa jeg ogsaa bede om at
have om Sproget og om Ordene et lille Ord at sige.
Og det skal da være min første Formaning: ej at lade
haant om Borgestue-Ordene og Talemaaderne der inde
i s ig s e l v , om de saa bruges og anvendes nok saa
ilde, og hvor slemt de end maa skurre i fortyskede,
forfinede, forskruede og overalt forvænte Øren.
I den
store Borgestue, i hine Tider, da man talede end af
Hjærtet og skrev ud af Munden, dér, af dem, som da
havde Hjærte i Livet og Forstand i Panden og Dane
marks Tunge i Munden, af dem skal vi lære Dansk.
Men hvad vilde det Par Viser og Bøger, vi fra den Tid
end har tilbage, forslaa eller nytte, dersom vi ej kunde
faa dem udlagte, rettede og formerede i Borgestuen,
hvor Menigmand sidder og taler sit Modersmaal som
ingen Ting, som om det var Verdens eneste Sprog, og
taler det naturligvis i Grunden som Thyra Danebod,
thi Led for Led og Mand for Mand talede jo Sønnen
sit Modersmaal, og fremmede Skarer har aldrig, det Gud
være lovet! faaet Fodfæste paa Marken og Raaderum
til at forvende Maalet eller skamskjænde Tungen i Da
nemarks Mund; og i Sjælland, Danemarks Hjærte, der
skal vi lære Dansk, thi i vort Modersmaal, der ligger