NFSGrundtvigsLivOgGjerning

263

igjennem fem Numre af »Nyeste Skilderi af Kjøben-

havn«, og som dannede Indledningen til den Dyst, Bag-

gesen gav Navnet »Valhalslegen«. Baggesen havde

selvfølgelig følt sig krænket over Grundtvigs Udtalelse

om ham i Verdenskrøniken og i Anledning af denne

betegnet ham som en »nymodens, dels eftergjort, dels

selvgjort Gammeldagssværmer, hvis hellige Vanvids

Ægthed jeg overlader Hjærternes og Nyrernes Ransager

at dømme«, en Sværmer, der »forsøger at opbygge

paa ny et den sande kristelige Kirke vanærende Munke

kapel af Dumhed og Overtro, som sand Oplysning for

længst har nedbrudt«, en, »som mig synes, aldeles bag

vendt Morten Luther«. Allerede et halvt Aars Tid efter

paakalder Baggesen imidlertid i Digtet »Alenekampen«

Grundtvigs Bistand eller Dom i den Strid, hvori han

stod fuldstændig ene. Den nærmeste Anledning til, at

Grundtvig nu traadte frem, var et Digt »Drømmen i

Kronprinsessegade, en dansk Fortælling af salig Bagge

sen«, som Digteren sendte ham med Paaskrift »Til

Danerskjalden Grundtvig fra Forfatteren«, samt Bagge-

sens bekjendte Gaadedigt »Det evige Sindbillede«, hvis

Begyndelse lige var bleven offentliggjort. Grundtvigs

store, i sin Form stærkt humoristiske, i sit Indhold i

høj Grad alvorlige Digt yder Baggesens Talent fuld

Anerkjendelse og tager hans Modstandere drøjt i Skole

for deres i mange Henseender taabelige Polemik mod

ham, men er tillige en meget hvas Ligtale over D igte

ren, der »ligger død«, hvorigjennem der klinger en

stærk Opfordring til ham om atter at rejse sig og røgte

det Kald, han har faaet af Gud, og som han hidtil har

svigtet for at tjene Tidsaanden, som han dog i Grun

den foragter. Baggesen kjendte ikke strax eller lod i