279 / 494
2 6 8
Verden sigter mig for Hykleri og Smiger, er jeg ordent
lig nødt til at le den lige i Øjnene«.
Baggesen sva
rede paa denne Artikel med et grovt Stykke »Til Om
venderen, der vender om«, ligeledes i Prosa.
Han
søger at give det Udseende af, at Grundtvig trækker
sig tilbage, sammenligner ham med Simon Magus og ender
med at give ham Valget imellem sin Medlidenhed og
sin Foragt.
Grundtvig svarede herpaa med en højst
interessant udførlig Artikel »Om Baggesen og om mig»,
hvori han betegner Baggesen som »Udtrykket og Ho
vedet for en saare udbredt Aand i Danmark, thi hvad
der vederfores mig i de forgangne Aar hartad af alle
dem, der omtalte mig, og af saa saare mange, der tav,
det vederfares mig nu af Baggesen, kun i højere Grad
og fuldere Maade, fordi Aanden, der kun svagt be-
sjæler de andre, er hos ham selv hjemme«. Denne Ti
dens Aand vender han sig her imod ikke med mindre
Sikkerhed, men med større Bitterhed, end man ellers
plejer at træffe i hans sædvanlig kampglade Udtalelser
om og til den. »Jeg har talt for døve Øren«, siger
han; »i Bogladerne æde Møl de Bøger, jeg skrev under
Nattevagt og Bøn og Taarer; vil man ikke læse og
forstaa dem, da har jeg udtalt til den ældre Slægt; har
den yngre Øren, da vil Gud give Tunger, og for dem
vil jeg arbejde. I mine Prædikener efter Tidens Tarv *),
som dog vel en Gang komme for Lyset, har jeg stræbt
klart og frimodig at fremstille Tidens Forhold til Kri
stendommens Sandhed, og det skal være den sidste
Bog om guddommelige Ting, jeg u d t i g g e r i Verden,
1)
Bibelske Prædikener, som udkom Aaret efter.