NFSGrundtvigsLivOgGjerning

hed. Saa min Tænkemaade, saa min aandelige Handel

og Vandel i Oplysningens nye nordiske Morgenrøde!«

— »Idet jeg nedskriver denne Forerindring, standser mig

Gjallerhornets dybe Hjærteklang i Tusmørkekvadet »Til

Sfinx« med den sidste dybt i mit Hjærte gjenklingende

Tone. Den Følelse, hvormed jeg læste dette Danmarks

af mig som Genius aldrig miskjendte, kraftigste Skjalds

værdige Kvad . . . . grænser nær til himmelsk Salig

hed her neden. Men Grundtvig

skjønt ingen Handske du nu kaster mig,

blot den optagende, jeg rakte dig —

jeg, som nu en Gang alt i Sang tør røre,

afbryder ej mod Fjenderne min Krig,

og til min Gaade bli’er dig fattelig,

og til jeg fuldt ser Sandheds Ven i dig,

maa med vemodig Lyst jeg selv mod dig den føre!«

Samtidig med dette Manifest offentliggjorde han under

Fællestitlen »Valhallalegen« fire hidtil utrykte Digte, de tre

»deponerede« Svar og det paa Skrivebordet henlagte

Svar »til Vali-Magni«. Grundtvig skrev som Svar her-

paa sit bekjendte »aabne Fejdebrev« til Jens Baggesen:

»Velkommen du, hvem jeg har ventet længe!«

Dette store, gribende Digt, det ypperste, hele Val

halslegen affødte, er helt igjennem præget af Glæde,

dels over at se, hvorledes Baggesen, indtil Blodet steg

ham til Hovedet, saa han tabte Besindelsen, havde været

grebet af Grundtvigs Syn paa ham og Samtiden, dels

over den Virkning, »den dybe Hjærteklang« i hans sidste

Indlæg havde gjort paa Digteren. Han hilser jublende

Aanden, han saa længe forgjæves har ventet paa, den

Aand, der »ynkes over Vrimlen, stirrer op mod Him

len og spejder Stjærnerne paa Nattevagt:

2 7 1