NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Over for den Kritik af hele hans Færd, s om dette

Digt indeholdt, tabte Baggesen fuldstændig Ligevægten.

Hans Svar »Tankesamleren i Hjærtet til Strøtænkeren

i Munden« miskjender Grundtvig og Hensigten med

hans Polemik saa grundig som muligt, beskylder ham

for at have hyklet Venskab og i det hele spillet falsk

Spil over for ham og ender i den vildeste Hidsighed.

Den »halv opblæste Hedning Hakon Jarl« (Oehlen-

schlåger) staar nu for ham »hellig som en ydmyg kristlig

Engel«, thi

hvad vil vel Frækhed blot i Spøgen sige

og Herskerbram i Heltegjøglespil

mod Hovmod midt i Himmeriges Rige,

mod Pralen dér, hvor Engle lytte til?

Som han, der førte Kristus op paa Templet,

staar du dér for mit Øje pludselig

skalpandebrændemærkt med Hovmodsstemplet.

Vig bag mig Satan! nu jeg~ kjender dig!

Se det og skjælv, Trold! Or d et er min Hammer.

Erkjend din Herre! Stjærnen er mit Lyn.

Min Gaades firfoldlyse Straale rammer

dit pludselig i Skræk opklarte Syn.

Grundtvig lod sig dog ikke forbløffe. Efter den Tone,

Baggesen her havde anslaaet, var det umuligt at fort

sætte Dysten paa Vers, og Grundtvig svarede derfor

i en Prosaartikel »Om Baggesen«, hvori han klart og

sindig gjorde Rede for sin Stilling til Digteren. »Rolig

kan jeg sagtens ogsaa være ved de Smæk, Baggesen

giver Skyggen af sin syge Fantasi«, hedder det her,

»thi |de ramme jo slet ikke mig, og om Verden vilde

sige, de slog mig ihjel, det lo jeg kun ad, min Karakter

har jeg med ikke saa faa og efter Verdens Tanker

store Opofrelser lagt for Dagen, at frem for alt naar