277 / 494
2 6 6
først disse Digte at kjende, da Baggesen flere Maane-
der efter — i Februar 1816 — offentliggjorde dem.
Baggesens »Interimssvar« bragte Grundtvig til at
skifte Taktik, saaledes at han i Steden for at fortsætte
Strøtankerne og Gaadegætningen hver for sig lod dem
»sammengro« i ét Digt, hvormed han foreløbig afslut
tede sin poetiske Opgjørelse med Baggesen. Dette
Digt — »Rimelige Strøtanker, sammengroede i Gaade
gætningen, til Jens Baggesen« —, der findes i Skilderiet
for den 28de November, underskrev Grundtvig med sit
Navn. Det er stemt i en langt højere Tone end Strø
tankerne og lægger Digteren stærkt og alvorlig paa
Sinde, at »stort som Kaar er og hans Kald«, og at
han spilder sine Kræfter i Leg. I Slutningen af dette
store, smukke D igt hedder det:
Jeg maatte vise dig i Sandheds Spejl
din Skikkelse med sine Bræk og Fejl,
thi sprede vilde jeg den Kogledunst,
der har omtaaget saa dit klare Øje;
og Verden ej, om det sig nu kan feje,
skal sige lmjt, jeg bejled til din Gunst.
Men tænker du, at jeg bedømmer haardt
din viltre Færd i vores Daare-Old,
da vid, mit Syn er ikke ganske kort,
og, Gud ske Lov! min Hjærterod ej kold;
og et andet Sted:
Nej, Broder, nu jeg føler i min Aand,
at du ej mer miskjende kan mit Hjærte,
at ej du stolt bortstøde kan den Haand,
jeg rækker dig i Skin af Danmarks Kjerte.
Dit Eftermæle vil jeg glemme nu,
til jeg et bedre kan med Sorg i Hu
m aask e, i Fald jeg ved din Grav skal tale,
med Danmarks Kridt paa Kirketavlen male.