280 / 494
269
den sidste, hvormed jeg bebyrder min Forlægger og
mader hans Møl, thi er det usømmeligt at udtigge Fædre
landets Krønike i Verden, hvor meget mere da de
evige Sandheder. Hos Gud og i de forbigangne Dage
vil jeg sænke mig, ikke for at undgaa, men for at frem-
virke og oppebie Kampen, for at styrkes og beredes
til den . . . .
Jeg er kjed, inderlig kjed af det elen
dige Spil, man driver med Bog og Skrift, med Ros og
Dadel til Tidsfordriv og for at vinde, tilhøkre eller til
liste sig en Stol paa Parnas eller et Rum paa Athenes
Bænke.-, jeg har kun Valget mellem tvende Ting: at
angribe det hele skriftlige Uvæsen i sine benævnte El
skere og Tolke og at tvinge dem til at stride
pro aris
et focis,
saa der dog paa en Maade blev Alvor af Le
gen, eller at betragte det hele som en Farce, der maa
udspille sig selv for at aabenbare sin Tomhed, og ikke
blande mig deri uden med den Del af min Personlig
hed, der kan
spille
med, og blot vaage over, at den
ej
fo rsp ille r
sig«.
Dette alvorlige Ord bragte atter Baggesen til sig
selv. Det indeholdt ligesom en Antydning af, at de to
Modstandere dog til en vis Grad kunde gaa sammen,
og Baggesen greb den saaledes fremrakte Haand i sit
Digt »Til Hejmdal«, i hvilket han hilser Grundtvig som
sin yngre Broder og aabner Udsigt til nye Forhand
linger om et Forbund imod »Mørkets Samfund paa
Basis af, at han selv repræsenterer Lyset, Grundtvig
Varmen. Grundtvigs Svar »Til Sfinx« er »koldt og
klart«.
N u er jeg sen, som jeg var fordum snar
til Vægterhaanden, du bespyttet bar,
at række dig i Skin af Danmarks Kjerte.