NFSGrundtvigsLivOgGjerning

273

Da skal det mærkes, om den gamle Lampe

til andet trænger end at pirres op,

om i dens Straaler ej til blotte Dampe

det bli’r, hvormed den skulde spædes op,

om i dens Straaler sig ej mer forklarer

end alt, hvad Verdens-Praasernes Forsvarer

har anet selv, i Aanden som forrykt.

Han forudser, at naar de mødes saaledes for »at drage

Handsker«, vil »Drengeflokken pibe dem ud« ; derfor

Lad nu imellem os et Ord det være,

at vi vil hjælpes ad med ærligt Sind,

og se, om vi ej Drengene kan lære

at stikke Halerne og Piben ind,

saa uden R os og uden Last af Drenge

vi kæmpe kan i Danmarks gamle Vænge,

og ægte Dannemænd faa Ørenlyd.

Ja, skulde en af os, imens vi stride,

bagsmækkes af en Nidding eller Pog,

da lad udtrykkelig ham forud vide,

han træffer under Danebrog,

ja indeklemmes ganske mutters ene

imellem tvende, ja to haarde Stene,

der male, knuse ham saa smaat som Smul.

Dette prægtige Digt lod Baggesen ubesvaret. Han

foretrak aabenbart, da det kom til Stykket, den Vaaben-

vile, Grundtvig havde tilbudt i »TilSfinx«, fremfor den

Kamp, Fejdebrevet æskede ham til. I det »Hjærtekvad

til Grundtvig«, hvormed han i Marts afsluttede Valhals-

legen for sit Vedkommende, tager han aldeles intet

Hensyn til dette, men holder sig udelukkende til hint

og ender tvetydig saaledes:

Hvis dig, som Skjald, som Dannemand og Præst,

selv midt i Striden Freden huer bedst,

lad da dit Barnehjærte kjærlig tale!

Mig huer, indtil Freden sluttes, Krig. —

Ihvor det gaar, vi begge broderlig

i Død og Liv hinanden Gud befale!

Fr. W Horn: Grundtvigs Liv

Gjerning.