290 / 494
279
den, det lader sig ikke nægte«. Med Hensyn til Oeh-
lenschlåger hedder det: »Hin Baggesenske Paastand
om Oehlenschlågers dybe Digterfald, den Paastand er
ikke blot hans, men ogsaa min, og siden den skal være
en Brøde, saa tilegner jeg mig den som Ophavsmand,
indtil man viser mig den i en ældre Bog end min lille
Verdenskrønike fra 1 8 1 2 . . . Var jeg den første, som
ymtede om Faldet, skal jeg vist ej heller blive den
sidste, der jubler over Oprejsningen, naar jeg ser den.
Men, sagde je g , jeg havde set den, enten i »Helge«
eller »Hroars Saga«, da løj jeg . . . Hvad jeg først og
sidst spørger om i et Digt, er B e s k u e l s e n , og efter
dens Sandhed og Liv, Kraft og Klarhed skatter jeg
det. A t nu Beskuelsen i de »Poetiske Skrifter« og
»Nordiske Digte« er poetisk, forudsætter jeg her, og
Slutningen falder da af sig selv. Det forbigangne og
tilkommende, hvor Digteren saa’ Lys, mørknedes efter-
haanden for hans Øje, og til Øjeblikket vendte han sin
Hu; men hans Aand var ikke Øjeblikkets, derfor blev
han ingen Baggesen, men, som Digter, i mine Øjne
ingen Ting, kun som mesterlig Kjød-Billedhugger den
hele kjødelige Ungdoms forgudede Kunstner: Afguds-
billedmager. Kun naar Mindet af Begejstringens salige
Øjeblikke stundum greb ham, løftede han Øjet mod
Himlen og saa’ det lysne, men den Vemod, som da
overfaldt ham, slog han gjærne bort med en Spas og
begyndte igjen, hvor han slap. Saaledes ser jeg Dig
terens Historie i hans Værker . . . Var Oehlenschlager
at betragte som en Olding«, hedder det fremdeles om
Digterkongen, »hvis Kraft med Aarene forgik eller var
udtømt i de Kæmpeværker, han udførte, o ve da den