292 / 494
af Oehlenschlåger, jeg sætter Pris paa, og vise, at jeg
hverken er ubekjendt dermed eller miskjender det, fordi
jeg først og sidst nævner Hakon, men at jeg kommer
først og sidst dertil, fordi et historisk Drama er det
eneste Digt, som taaler at fortsættes, ja , som kun i
den bestandige Fortsættelse finder sin Slutning, saa
man af det Slags kan aldrig faa for mange, men
lettelig for faa. O, gid da Fortsættelsen snart maatte
følge! Tylvten kunde da rolig gaa hjem og lægge sig
eller — hvad der der skulde fornøje mig — faa Øjnene
op og se, at de gik i Taaget og fægtede i Blinde.
Hvad der kunde blive imellem Oehlenschlåger og Bag-
gesen, ved ikke jeg, men en offentlig Tvist blev det
vist næppe. Baggesens offentlige Ønske var da opfyldt
saa vel som mit, og da kunde hver med Ly st gaa til
sit, til sin beskikkede Syssel og Dont«. Modsætningen
imellem de to Digtere karakteriseres træffende saa-
ledes: »P"or begge Digtere er vel Mennesket en
Gaade, som det maa være for enhver Aand, der
oplader sine Øjne i Støvet, men Løsningen søge de
ad ganske modsatte Veje, hvilke de da stræbe at
indhegne med saa yndige Blomster, oplyse med saa
straalende Lamper, opfylde med saa indtagende Skik
kelser og aabne til saa glimrende Udsigter, som
de med Ordet formaa.
Baggesen
betragtede
Øjeblikket som det eneste, hvori et fornuftigt Men
neske kunde være bekjendt at sætte sin Glæde, søge
sit Liv og sin Lykke, da tykt Mørke rugede over det
forbigangne og tilkommende som Skrankerne for Øje
blikkets Lysplet. A t Baggesen ikke forstod Øjeblikket,
som det legemlig kan nydes mellem Vuggen og Gra