294 / 494
283
Parter.
Den Opfattelse, han gjorde gjældende, er i
alt væsentligt den, Eftertiden mere og mere har gjort
til sin. A t det kraftige Forsvar, han førte for Bagge-
sen, og den Kritik, han øvede imod Oehlenschlåger, i
Øjeblikket bragte adskillige i Harnisk, følger af sig selv.
Det eneste, der, af hvad der fremkom imod ham under
denne Fejde, er gaaet over i Literaturen, er Poul
Møllers paa sin Vis morsomme Himmelbrev.
Endnu før end Grundtvig stillede sig paa Bagge-
sens Side imod Tylvten, var han bleven indviklet i en
anden Pennefejde. A lt i 1 81 6 var han nemlig rykket
Ingemann til Undsætning imod Peder Hjort, der havde
angrebet denne Grundtvigs Yndlingsdigter i Molbechs
Tidsskrift, og i et stort, smukt Digt »Til Bernhard Inge
mann i Anledning af ingen Ting« havde han opfordret
ham til først og fremmest at holde fast paa, »hvad
Tiden og Athene kalde Tant og ingen Ting«, ved Si
den af, at han indtrængende bad ham om at ophøre
med at skrive Dramer, hvortil han efter hans Mening
intet Kald havde. Aaret efter (i Marts) bragte »Dane-
virke« i Anledning af J. L . Heibergs »Julespøg og Nyt-
aarsløjer«, der latterliggjorde Ingemanns Digtning i det
hele taget og særlig hans Tragedie »Blanca«, et stort
Rimbrev til Ingemann, der er holdt i samme humori
stiske Stil som Strøtankerne og tager Heiberg og »de
andre smaa«1) ordentlig i Skole. Det hedder her bl. a .:
H vem næ n n er vel at slaa de smaa,
som h ar endnu S løjkjole paa
______
t
*) P. H jort, H au ch , Søtoft, o. fl. a., der alle havde polem iseret im od
Ingem ann og G rundtvig.