293 / 494
28 2
ven, men som det kun kan betragtes og nydes med
Aand, følger af sig selv, dersom det er sandt, at der
hersker Aand i hans Ord . . . . Vende vi os nu til
Oehlenschlåger, da er det, som om han af al Magt
knejsede for at kunne se op og ud over en tyk og
lummer Taage, der bedækkede Øjeblikket.
Ly set og
Livet søger han netop dér, hvor Baggesen saa’ idel
Mørke, i det forbigangne og tilkommende, og med lyse,
kraftige, glødende Farver skildrer han os Aandelivet
i sejrende Kamp med Øjeblikket. En hed og alvorlig
Kamp, det kan vi begribe, maatte der opstaa i Dan
mark, hvis hine stridige Forestillinger stødte levende
sammen, det vil sige, hvis de fandt kraftigt Bifald i
den danske Læ serverden ; men det var slet ingen Følge,
at Digterne selv skulde komme i aaben Fejde, og det
gjælder her, som alle Vegne, at Digterne ere langt
mere kaldede og skikkede til at vække og besynge en
levende Kamp end til selv at tage Haand i med«.
Ingen vil læse Grundtvigs Indlæg i hin store Strid
i vor Literatur, og særlig hans nys citerede udførligste
Udtalelse, uden at modtage et bestemt Indtryk af, at
her er et stort og aandfuldt Syn paa de Aandsmagter,
der stod over for hinanden. Det altid stærkt fremtræ
dende poetiske Element i Grundtvigs Natur har hist og
her i det enkelte faaet Magt over ham og forledt ham til
nogen Overdrivelse i den Anerkjendelse, han tildeler de
tvende Digtere, og paa den anden Side støder man
paa saadanne Særheder som hans Underkjendelse af
en Digtning som »Helge«, men i det hele taget har ingen
klarere set, hvad Striden egentlig drejede sig om, og
fældet en modnere og retfærdigere Dom om de stridende