NFSGrundtvigsLivOgGjerning

hjærteløse Spottefugl, der vilde synge for L ig , naar

han saa’ Kraftens matte Efterskin over Skoven og hørte

en døende L yd fra den bristende Harpe! Da skulde

jeg vist være blandt de første, som, skjønt jeg mang

lede Uffes Styrke, skulde for den blinde Vermund løfte

Skrep i begge Hænder og knuse Trolden eller d ø ; thi

det maa Danmark aldrig glemme, at var Oehlenschlåger

hensovet paa Hakons Bavtasten, da var den et Mindes

mærke, hvis Mage selv ej pryder Williams i West-

minster . . . Og fordi nu Digteren hverken hensov eller

gav os Magen til det mageløse, men tog sig en Slum

mer paa Palnatokes Grav, opmuntrede sig og bevægede

os sødt sværmende med A xel og Valborg og aandelig

morede sig og os med den dejlige Sommernatsdrøm

om Correggio — skulde vi derfor gaa i Rette med

ham eller glemme den Beundring og Tak, vi, saa mange

som skattede de herlige Digtergaver, dybt maatte føle,

vi skyldte hans Aand? Nej, visselig! Jeg er endog i

dette Øjeblik nær ved at angre, hvad jeg efter at have

læst Stærkodder, Faruk og Digtningerne sagde, og kan

jeg ikke angre det, kommer det kun af, at jeg talte i

mit Hjærtes Oprigtighed og kom med det samme le

vende i Hu, hvad aldrig maatte glemmes. Men Oehlen-

schlager har siden skrevet Bøger, som ej blot savne

poetisk Værdi, men have et bestemt U-Værd, han føler

sig ikke svag, men sund og dygtig; hans Værker røbe

al mulig Sundhed i hans kjødelige Indbildningskraft;

netop for disse Bøger raser Ungdommen — og, jeg

føler det: Oehlenschlagers Aand tilsmiler mig venlig sit

Bifald, idet jeg løfter Stemmen efter Evne mod sligt

Uvæs e n . . . . Jeg kunde blive ved at regne alt det op