296 / 494
285
F o rn u ften rolig paa d e t O ptøj ser,
g i’r D ren gen e et N æ seknips og ler.
Heiberg lod ikke vente paa sig. E t Par Uger efter
kom hans »Ny A-B-C-Bog i en Times Undervisning til
Ære, Nytte og Fornøjelse for den unge Grundtvig«.
Dens Motto:
E n G jed eb u k er sto lt af Skjæ gget
og er til V rede le t opæ gget
var laant fra den gamle, vel bekjendte A-B-C, som i det
hele taget var taget til Mønster baade i Henseende til
den ydre Udstyrelse og de Vers, der indeholde den
egentlige »Belæring«. Undervisningen indledes med en
»Forberedelse« og ender med Løfte om, at »naar den
unge Grundtvig bliver ældre og kan tilstedes Konfir
mation, skal jeg, hvis ingen andre vil, gjøre mig en
Fornøjelse af at skrive ham en Katekismus, og
deri supplere, hvad der i min A-B-C-Bog kunde
mangle«. Denne lige saa vittig gjennemførte som nær-
gaaende Spøg, der for øvrigt slet ikke var grovere, end
hvad Grundtvig havde tilladt sig over for Heiberg, frem
kaldte et hvast Svar, »Pegepind til den ny A-B-C«.
»At der i Literaturen kan gives meget gamle Drenge,
det ved man«, hedder det her, »thi Dreng er dér en
hver, som letsindig og letfærdig behandler den store,
alvorlige Syssel at tale paa Prent til hele det læsende
Folk og, om muligt til ufødte Slægter. Men der er i
de sidste Aar udruget en Drengeflok, som, lige fattig
paa Evner, Aar og Kundskab, med denne Fattigdom
forener en Kaadhed og Indbildskhed, en Næsvished
og Ligegyldighed for Sandhed, som, hvis den file Ro
til at voxe og udbrede sig blandt de unge studerende,
maatte have de fordærveligste Følger, gjøre det alvor