295 / 494
284
og F ø lletæ n d ern e i M unden
og ved ej, hvad de gjør, i G runden!
V e l sandt, de h a r i deres P ug esk ole
U n o d er læ rt og in g en T in g for R e ste n ;
m ig vil de nappe, ser jeg, i m in K jo le
og tæ n k e r derm ed re t at d rille P ræ sten .
M en de ta ’r fejl, de k jæ re U gleunger,
th i K jo le n ligger der, hvo r K in g o sjunger,
og m ellem D ren g e er jeg ik k e P ræ sten,
m en b alancerer k u n i V esten ;
se, derfor k a n jeg, n aar d et k n ib er,
og je g er k jed a f D ren g ep iber,
af L iru m og L arum og K a tte n g jø r Æ g ,
endog spille S korsten og næ rm est til V æ g,
slaa G jæ kken løs og lege m ed de smaa,
og drage H a n d sk er, som de k a n forstaa,
m aaske d et k an dem og fornøje
at faa i Spas en b an k et T rø je ,
og særlig Heiberg betegnes som »en Søn af Verden
som k u n d e bag op slaa,
ja slaa Sparto til D jæ vel og til E n g el
og m id t i H ellig d om m en spille P in d ,
k o rt sagt: en fri, selvstæ ndig, lystig B engel,
sin egen G ud, sin eg en H arlek in .
Digtet ender med følgende Tiltale til Ingemann:
Je g i det m indste sk al den første væ re,
som ræ k k er D ren g en e h v ert B lad paa Stand,
jeg skrevet h a r som U n g ersv en d og M and.
M it D ren g evæ rk jeg kan dem ej foræ re,
d et tid lig alt je g h a r saa godt som bræ ndt
og er, saa v id t m in egen R ecen sen t.
K o m , Ingem ann, gjør du d et samm e!
da k an vi trø stig le ad B aalets F lam m e,
ej tabe vi, m en ik k u n vore F jen d er,
det er vort Ju b elaar, n aar S an d h ed v in d er;
til S an d h ed vi in d v iet h a r vor T unge,
og Salm er skal ved L ø g n ens B aal vi sjunge,
skjønt d et fortæ rer m angt et B lad, vi sk rev ;
th i A a n d og H jæ rte h ar et L ejdeb rev ,
for h v ilk et L u e n m aa æ rb ø d ig vige;
lad D rengene k u n kaste d et paa B aal,
som sk rev et er i d e r e s T ungem aal!
f