300 / 494
2 8 9
men følte tillige .med Glæde, at jeg selv var bleven
levende igjen«. Ogsaa i rent indvortes Henseende gjordes
en Forandring haardt nødig, thi vel havde en aarlig
Understøttelse, Frederik den sjette, der altid var ham
personlig god, havde tilstaaet ham, nærmest vist nok iAn
ledning af Oversættelsen af Saxo og Snorre, gjort det
muligt for ham i 1 81 8 at gifte sig, men knappe Kaar
var der til Huse — han skammede sig ved at tale om
sligt »som noget, der ikke maatte koste en Digter og
dertil en kristelig Præst et eneste Suk eller uroligt Øje
blik, men det kostede mig desuagtet baade da og siden
mange«. Den Modstand, der i de første Aar efter hans
Tilbagevenden fra Udby, i Kancelliet havde rejst sig imod
hans Ønske om at faa Ansættelse i Hovedstaden,
havde efterhaanden tabt sig, og det var i Virkeligheden
ikke Kancelliet, men Kongen, der i 1821 overhuggede
Knuden og kaldte ham til Præst i Præstø og Skibbinge,
skjønt han ved en tidligere Lejlighed, som Grundtvig
mener, af Hensyn til Oversættelsen af Saxo og Snorre,
som han interesserede sig levende for, skal have mod
sat sig, at han fik Kald uden for Hovedstaden, og be
stemt erklæret, at han skulde blive her. Det kom ham
nu i Virkeligheden ganske uventet, og glad ved at
skulle bort fra Kjøbenhavn var han ingenlunde, men,
siger han i Kirkespejlet, »jeg turde dog ikke modsætte
mig, hvad mig syntes var Guds Kald, og betroede kun
Majestæten det Haab, at da jeg her føjede ham, han
da ogsaa ved Lejlighed vilde føje mig og kalde mig til
bage til Hovedstaden«.
Fr. W, H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
19