NFSGrundtvigsLivOgGjerning

294

sindig Forhandling af de brændende Spørgsmaal i Tids

skriftartikler ikke var tilstrækkelig til at klare Sagen;

det maatte, saa snart Rationalisterne havde en virkelig

kampfør Mand at stille i Marken, komme til et alvorligt

Sammenstød.

En saadan havde de faaet i den unge theologiske

Professor Dr. H e n r i k N i k o l a j C l a u s e n , en Søn af

Stiftsprovsten. Han var bleven ansat ved Universitetet

i 1821 og havde strax vundet et anset Navn som det

theologiske Fakultets mest fremragende Mand og en

betydelig Indflydelse paa de yngre studerende — »han

var den yngste Professor i Theologien paa vor Høj

skole (han var født 1793, altsaa i 1825 kun 32 Aar

gammel), men dog vor egentlige Præstelærer«. IA a re t

1825 udgav han sit første større Værk »Katholicismens

og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus«,

og dette blev Anledningen til, at de to Retninger tørnede

sammen.

Clausen stillede i sin Bog Modsætningen imellem

Katholicisme og Protestantisme saaledes, at medens hin

hviler paa et historisk Grundlag og ad den historiske

Vej vil godtgjøre sin Adkomst til Kristennavnet,

hviler denne paa fri Tænkning og vil ad filosofisk Vej

godtgjøre sin Kristelighed ved at vise sin Fornuftighed.

»Den katholske Kirkes Særkjende«, hedder det, »er

deri at finde, at den nærmest slutter sig til Kristus

ikke ved noget aandigt, indre Baand, men ved et hi

storisk, udvortes, idet den udleder ikke sin Avtoritet

af sin Kristelighed, men sin Kristelighed af sin Avtoritet.

Beviset nemlig for, at den er den sande Kirke, i Be

siddelse af Kristi rene Læ re, fører den ikke paa den