308 / 494
297
gaa i en Form, som tilsyneladende er saa ufuldendt og
utilfredsstillende, som med Hensyn til positiv Avtoritet
og imponerende Udvortes lader saa meget tilbage at
ønske, en Form, hvorved det guddommelige Ord træ
der i et rent menneskeligt Forhold til Jordens Børn?
hvorfor, om ikke for at nøde dem til at erkjende, at
Aabenbaringen kun ved Fornuften bliver tilgængelig for
Mennesket; for paa synlig Maade at minde dem om,
at Mennesket kun ved egen Stræben, ved aandelig Ud
vikling træder i Samfund med Gud; for at vise det
tomme og modsigende i den Fordom, hvori Aabenba
ringen kun alt for let bestyrker den menneskelige Inerti,
at Fornuften ved den guddommelige Mellemkomst
skulde være suspenderet, at Fornuftens Brug ikke
skulde lade sig forene med Skriftens høje Anseelse, at
den aandelige Fuldkommenhed meget mere skulde be-
staa i en Qvietisme, som beroligede sig ved en bog
stavelig Udtydning af Skriftens Ord og stræbte at
holde Fornuften fangen under en Tro, hvori Tænkningen
ikke havde Andel . . . . Skriften er beregnet paa Væ
sener, som have og bruge Fornuftens L y s : ved historisk
Kritik skal dens Ægthed bevises, ved filosofisk Kritik
dens Indhold prøves og udvikles, og først ved den
videnskabelige Kritik kommer Enhed og Holdning, L y s
og Klarhed i Lærens Mangfoldighed«.
Det var Lørdagen den tredje September, at Clau-
sens Bog udkom, og allerede Mandagen den femte
fulgte Grundtvigs »Kirkens Gjenmæle« efter. »Ilfærdig
heden var«, siger Clausen
1),
»'saa overvættes, at den til*) O ptegnelser a f m it L evneds og m in T id s H istorie. S. 109.