311 / 494
3 0 0
store Evangelium, mig er betroet at prædike . . . .
Professor i Theologien H. N. Clausen har i sin Bog
paa det udtrykkeligste og stærkeste erklæret, at han
ej vil taale nogen anden Kundskabskilde eller Trosregel
i den kristelige Kirke end Skriften, og lige saa bestemt
erklæret Skriften for usikker og selvmodsigende, hvoraf
unægtelig følger, at han ej alene forkaster den kriste
lige K irkes oprindelige Trosbekjendelse, men erklærer
den gjennem mange Aarhundreder bekjendte Kristen
dom for aldeles ubekjendt og ukjendelig. Da han nu
desuagtet ej blot vil hedde Kristen, men gjælde for en
kristelig Skriftfortolker, der kan lære andre, hvad han
efter egen Bekjendelse ikke selv v e d : hvad der er ægte
Kristendom, saa maa han enten forsætlig ville bedrage
sine Læsere og Tilhørere, eller han maa have været
blind for de soleklareste Beviser, og hvilken af Delene
der er Tilfældet, maa han selv afgjøre, idet den klare,
unægtelige Sandhed foreholdes ham«.
»Professoren«,
hedder det i selve Skriftet, »vil kun have Kristus gjort
til et guddommeligt Navn paa sin egen Fornuft og
Bibelen til et Skyggebillede af hans egne kloge Tanker,
men det er aabenbar kun at narres med Kristus, med
Bibelen og med hele den kristelige Menighed; thi en
Afgud, som er intet i Verden, hverken maa vi tilbede
eller kan have nogen Nytte af, og en Bog, der ikke
kan oplyse os om noget vigtigt, vi ellers ikke vidste,
hverken maa vi kalde en guddommelig Aabenbaring,
eller kan vi bruge enten til Kundskabskilde eller til Tros
regel. Saa meget er da vist, at Prof. Clausens Kristen
dom er aldeles falsk, hans protestantiske Kirke et A f
gudstempel, hvor man vitterlig fortæller Løgn som Sand