NFSGrundtvigsLivOgGjerning

305

ikke, at Luther, men at Kristus er korsfæstet for os;

men i Skolen maa vi forsvare denne vor Fader iKristo

og bevise, at alle de Protestanter mod den historisk

kristelige Kirke, som beraabe sig paa hans Medhold,

enten rave i et grueligt historisk Mørke eller omgaas

med Falskhed og vanhellige i begge Tilfælde den her

liges velsignede Ihukommelse, misbruge i begge Til

fælde hans med al Ret i Kristenheden berømte Navn

til at besmykke, hvad han af Hjærtens Grund af

skyede«.

Endnu et Sted af »Kirkens Gjenmæle« maa vi an

føre, nemlig det, der viser os Grundtvigs Opfattelse af

Reformatorernes, særlig Luthers Stilling over for Tros-

bekjendelsen: »Vi maa nødvendig indrømme«, hedder

det der, »at alle Reformatorerne saa’ fejl ad den kristelige

Kirkes oprindelige Skikkelse og lagde vitterlig eller

uvitterlig Grunden til det ny exegetiske Pavedom, under

hvilket nu hele den kristne Menighed sukker, og som

alle kristelige boglærde maa forene sig om i Bund og

Grund at ødelægge, da det nu er kommet saa vidt, at

selv den yngste Professor paa vor Højskole vil som

summus t.heologtis

være Menighedens exegetiske Pave,

paa hvis Bud den historisk- kristelige Kirke skal ned

rives og en ny bygges af lutter theologisk Makulatur:

af de mod hinanden protesterende exegetiske Kollegie-

hefter, i hvilket sig selv ophævende Luftkastel den

kristne Menighed skal bekjende, at den tror ens, men

ved ikke hvad! Men naar vi, Sandheden til Æ re, have

indrømmet en Fejltagelse, der ved Udgangen af Pave

dømmets Mørke, af det aandelige Ægypten, var saare

undskyldelig, da skille vi ved Historiens Lys, som kun

Fr. \V. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.