305
ikke, at Luther, men at Kristus er korsfæstet for os;
men i Skolen maa vi forsvare denne vor Fader iKristo
og bevise, at alle de Protestanter mod den historisk
kristelige Kirke, som beraabe sig paa hans Medhold,
enten rave i et grueligt historisk Mørke eller omgaas
med Falskhed og vanhellige i begge Tilfælde den her
liges velsignede Ihukommelse, misbruge i begge Til
fælde hans med al Ret i Kristenheden berømte Navn
til at besmykke, hvad han af Hjærtens Grund af
skyede«.
Endnu et Sted af »Kirkens Gjenmæle« maa vi an
føre, nemlig det, der viser os Grundtvigs Opfattelse af
Reformatorernes, særlig Luthers Stilling over for Tros-
bekjendelsen: »Vi maa nødvendig indrømme«, hedder
det der, »at alle Reformatorerne saa’ fejl ad den kristelige
Kirkes oprindelige Skikkelse og lagde vitterlig eller
uvitterlig Grunden til det ny exegetiske Pavedom, under
hvilket nu hele den kristne Menighed sukker, og som
alle kristelige boglærde maa forene sig om i Bund og
Grund at ødelægge, da det nu er kommet saa vidt, at
selv den yngste Professor paa vor Højskole vil som
summus t.heologtis
være Menighedens exegetiske Pave,
paa hvis Bud den historisk- kristelige Kirke skal ned
rives og en ny bygges af lutter theologisk Makulatur:
af de mod hinanden protesterende exegetiske Kollegie-
hefter, i hvilket sig selv ophævende Luftkastel den
kristne Menighed skal bekjende, at den tror ens, men
ved ikke hvad! Men naar vi, Sandheden til Æ re, have
indrømmet en Fejltagelse, der ved Udgangen af Pave
dømmets Mørke, af det aandelige Ægypten, var saare
undskyldelig, da skille vi ved Historiens Lys, som kun
Fr. \V. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
20