322 / 494
den til Trods for den Flid og Lærdom, der unægtelig
var nedlagt i den. Ved at indstævne Bogen for
Kirkens Dom indankede Grundtvig i Virkeligheden
Sagen for et urigtigt Forum, thi Konsekvenserne af de
rationalistiske Forudsætninger, hvorpaa Bogen hvilede,
vare ingenlunde dragne fuldt ud, saaledes at væsentlige
Sider af Kristendommen vare fornægtede, om Clausen
end paa sine Steder uvilkaarlig kommer til at sige mere,
end Bogen som Helhed kan og vil staa ved. Da den
derhos i Virkeligheden, som Mynster siger, ikke blot
er en tyk, men ogsaa en tynd Bog, der svæver mellem
forskjellige Standpunkter*), var det snarere den viden
skabelige Kritik end Kirken, der skulde have fældet
Dommen over den. Imidlertid er det let at forstaa,
at den til Trods for al Vaghed ved hele sit Grundsyn
og ved sine paa enkelte Punkter yderliggaaende Ud
talelser kunde bringe Grundtvig, saaledes som han nu
en Gang var anlagt, i Harnisk, thi de rationalistiske For
udsætninger, der for ham stod og maatte staa som det
farligste Smitstof for Kirken og Menigheden, var aldeles
utvetydig til Stede i den, og Clausens Stilling og den
Indflydelse, han alt havde vundet som theologisk Pro
fessor, maatte yderligere tilskynde ham til just at rette
Slaget imod ham. A t Sammenstødet imellem de to
Retninger uundgaaelig maatte komme, laa i hele Situa
tionen. Grundtvig greb den første Lejlighed, der frem
bød sig; i og for sig havde det, at denne ikke var
*) „fuld af urigtige P aastan d e, af utilgivelige Inkonsekvenser, af
m egen S uperklogskab, og, naar m an slaar paa de fleste af de
højtravende F raser, k lin g e de tem m elig h u lt“.
3 i i