326 / 494
theologiske Tidsskrift, Rudelbach og Lindberg, skarpt
angreb Clausens Bog, men ogsaa mange andre nedlagde
bestemt Indsigelse imod den, til Dels ganske i samme Aand,
som Grundtvig havde gjort det. Vi kunne ikke indlade
os paa en i det enkelte gaaende Omtale af de mange
Skrifter, der udkom, men skulle indskrænke os til at
anføre et Par af de for hele Situationen mest beteg
nende Udtalelser. Provst W. F. Engelbreth udgav
under Titlen
»Dr. Morten Luthers Forsvar« en
Række Uddrag af Luthers Skrifter, der skulde værge
Reformatoren imod den Maade, hvorpaa Clausen havde
omtalt ham 1). I den udførlige Indledning til dette Skrift
omtaler han Clausens Standpunkt i det hele taget, og
det hedder bl. a .: »Luther gik i sin Fortolkning ud fra
den gamle kristelige og sande Regel, at den er den
bedste Bibelfortolker, som ikke bringer sin Mening ind
i Skriften og retter denne efter hin, men den, som
tager Skriftens Mening og retter Hjærte, Sjæl samt
Sind derefter. Derimod gaar Hr. Dr. og Prof. Clausen
ud fra den Grundsætning, »at Fornuften i Tillid til den
indre Aabenbaring følger sit eget L y s, udvikler Ind
holdet af den almindelige religiøse Bevidsthed og der
efter søger Stadfæstelse i det aabenbarede Ord . . .
Guds Ord var saaledes for Luther den højeste Avtoritet,
:) Om Striden m ed Zw ingli og Calvin h ed d er det bl. a. i „K atho-
licism en og P ro testan tism en “, at i ingen S trid er det uæ dle, som
hos L u th er var forenet m ed saa m eget stort og herligt, traadt
stæ rkere og sørgeligere for D ag en “ ; som slaaende K arak tertræ k
i L uth ers og hans K am pfæ llers S tridsskrifter næ vner Clausen
„den sm aalige, rab in ske B ogstavkløgt i Skriftens B ehandling, den
blinde Iv ren m od F ornuftens B rug, den bestandige M isforstaaelse
eller F o rd rejelse a f M odstandernes G run d e, det sykofantiske
K o nsek v en sm ag eri“, o. s. v.
3i5