NFSGrundtvigsLivOgGjerning

3i7

seglet ved Jesu højeste Avtoritet — vel har den langt

overvejende dogmatiske Del af vore hellige Skrifter

den af Apostlene til Forfatter, som ikke med egne

Øjne har set, ikke med egne Øren hørt sin Lærer og

Mester o. s. v. [se det anførte Sted af Clausens Bog

ovenfor S. 295], men alligevel skal I betragte den hellige

Skrift som Norm for eders Tro, monne de da ville

mene, at vi talede for A lvor, eller at vi dreve Gjæk

med dem? Mon de nogen Sinde ville kunne forene en

saadan Anskuelse af den hellige Skrift med Tro paa

dens guddommelige Herkomst?«

Betegnende for hele

sin Opfattelse fandt Clausen i denne Hævden af menige

Kristnes Tarv »en ængstelig Omkryben af Sandheden,

som sætter Fromhedens Væsen i en sygelig Aandsfor

kuelse og ved Signen og Korsen søger at bortmane

enhver selvstændig og fordomsfri Undersøgelse«.

Kort sagt, Clausen fik at mærke, at han ingenlunde

havde Tiden ubetinget med sig, og han tilstaar ogsaa,

at han »nu og da havde Anstød af Mistrøstighed, saa

at han kunde finde sig fristet til et mistvivle om Mu

ligheden af at kunne tale sig til rette med Modstandere,

som, ansete paa en Maade for kirkelige Lys, befandtes

staaende i Tanke- og Taleformer, som han havde troet

at kunne betragte som Antikviteter«. Med rette kunde

Grundtvig i »Vigtige Spørgsmaal til Danmarks lov

kyndige«1) pege paa, at han »var ingenlunde den eneste

Præst, som i Prof. Clausens fnysende Stridsskrift saa

*) D ette S k rift var frem k ald t ved en A fh an d lin g af A . S. Ø rsted,

der om handlede d et af C lausen rejste Spørgsm aal om en F o r

andring i K irk e n s Forfatning, P ræ steeden o. s. v.