NFSGrundtvigsLivOgGjerning

322

lagte Injuriesag sin Gang for Domstolene. Grundtvig,

som »aldrig havde tænkt at formindske Professor Clau-

sens borgerlige Agtelse, men kun hans kirkelige Æ re

og Agtelse«, og for hvem det stod som Maalet at faa

Modstandernes Opfattelse af Kristendommen erkjendt

som stridende imod den bestaaende Statskirke og som

Følge deraf Clausen overflyttet fra det theologiske til

det filosofiske Fakultet, gjorde selvfølgelig alt, hvad

han kunde, for at faa Sagen afvist fra det urette

Forum, den var bleven indanket for, men det lykke

des ikke.

Han søgte først Sagen hævet ved kon

gelig Resolution, og da dette ikke tilstodes, krævede

han den afvist af Retten under Henvisning til sin

ved Præsteeden paatagne Forpligtelse til at bekæmpe

falsk Lære — i Henhold til Præsteedens Ord, at Præ

sten »skal ikke blot selv sky og fly falsk Lærdom og

bestride den, men heller lade sit L iv end give falske

og fanatiske Sætninger sit Samtykke«. Retten kunde

imidlertid ikke give ham Medhold. »Det kan«, hed

der det i Overrettens Kjendelse, der afviste Grundt

vigs Paastand, »ej gjøres Medlemmerne af en saa talrig

Stand til udvortes Kaldspligt at optræde som Forfattere

af Værker mod vrang Lærdom, men Forpligtelsen til

at bestride denne gjennem Pressen maa i alt Fald være

betinget af, at vedkommende dertil føler Evne og ind

vortes Kald, hvoraf igjen følger, at Præsten ej kan have

at skylde Staten, men kun sin egen Samvittighed Regn

skab for, hvor vidt han har opfyldt denne Pligt, samt

at han, naar han i Maaden, hvorpaa han i noget trykt

Skrift bestrider falsk Lærdom, fornærmer sine Medbor

gere, ej kan undgaa at staa disse til Ansvar for Dom-