NFSGrundtvigsLivOgGjerning

328

paa, at Sagen imod ham skulde afvises og beraabte sig

paa, at Regeringen ved at afskedige ham »i Naade« havde

frikjendt ham for Ansvar i denne S ag ; Retten mente

imidlertid, at hans Forhold som Embedsmand aldeles

ikke vedrørte det rent private Søgsmaal, der var anlagt

imod ham, og gjorde gjældende, at, selv om han var

bleven idømt en Mulkt for sine Udtalelser imod Clausen,

var der ingen Nødvendighed for, at han af den Grund

skulde nedlægge sit Embede, og at han, i Fald han

selv attraaede Afsked, maatte kunne vente, at denne

vilde blive ham meddelt i Naade, selv om Dommen

var gaaet ham imod. For øvrigt besvarede Grundtvig

aldeles ikke Clausens Indlæg, idet han stadig fastholdt

sin Opfattelse af, at Sagen ved at blive gjort til Gjen-

stand for et privat Søgsmaal havde taget en rent gal

Vending, saa at han »ej kunde gjøre noget bedre end.

lade Professoren vinde og saa se til, hvad han dermed

i Grunden havde vundet«. Sagen blev altsaa optagen,

til Doms, og denne faldt den 30te Oktober 1826. »Her

er«, hedder det i Præmisserne,»ikke Spørgsmaal om

indstævntes Ret til at fremstaa som Modstander af den

Lære, som Citanten i sit Skrift har fremsat, hvortil

enhver, endog uden ved Embedsed at være paalagt

saadant, maatte være berettiget; men Spørgsmaalet gaar

alene ud paa, om han ved at bestride Citantens Læ r

domme har betjent sig af utilbørlige og fornærmelige

Udtalelser mod denne, hvortil hans formentlige Embeds

forpligtelse ikke kunde give ham Bemyndigelse, ogsoin

han saa meget mindre kunde være berettiget til, da

Forordningen af 27de Septbr. 1799 maa antages at til

lade frie Diskussioner i trykte Skrifter om religiøse