NFSGrundtvigsLivOgGjerning

han erklærede, at den vilde føre til et ufrugtbart Bi

gotteri — , da er herved den suveræne Kongelov paa

det stærkeste angrebet«. Saa vel Lindberg som Span

det fik en alvorlig Irettesættelse i Kongens Navn for

den Maade, livorpaa de havde udtalt sig, og særlig

betydedes det Lindberg, at han, »hvis han oftere skulde

gjøre sig skyldig i en lige Adfærd, maatte vente, at

alvorligere Forholdsregler ville blive tagne imod ham«.

Clausen tænkte paa at gribe til det samme Middel imod

dem, som han havde anvendt imod Grundtvig, nemlig

at anlægge en Injurieproces, og forespurgte hos Uni

versitetsdirektionen og Kancelliet, om han paa Grund

af sit Embedsforhold skulde sagsøge dem. Man over

lod det til ham selv, og han nøjedes da med at offent-

liggjøre Kancelliets Svar tillige med en Erklæring, hvori

det temmelig deklamatorisk hedder: »En enkelt Scene

af Mørkets Aarhundreder kan blive gjentaget i vore

Dage, men dens Virkning bliver ikke den samme, som

den fordum var, og hvor tre Aarhundreder have kæm

pet for Lyset, der arbejder den religiøse Underkuelses

Aand visselig forgjæves«.

Det var ikke alene ved kraftige og modige Ud

talelser som Lindbergs, Spandets og andres, at Grundt

vig støttedes i denne Modgangens T id ; hans Ungdoms

ven Treschow siges at have betalt den Bøde, han var

bleven idømt, og paa mange andre Maader fik han, som

endnu i November 1825 havde kunnet betegne det

»kristelige Vennebrev«, han modtog fra Ingemann, som

»det første skikkelige Ord, jeg endnu under Striden

har hørt fra ældre Venner og Kyndinger, thi enten

fnyse ogsaa de imod mig, eller tie bomstille eller om

333