347 / 494
336
endelig i det nittende Nordens gamle Heroer opfor paa
Vinger fra den aabne Begravelse, de havde fundet un
der Kristkirken, og begejstrede ingen saa stærkt som den
lutherske hyperorthodoxe Præst, der mere blev deres
end Bibelens Vaabendrager, kun i dette naturhistoriske
Gaadeland kan jeg tilgive mig selv den urimelige Drøm,
der virkelig forsinkede Organisationen af min egen lille
Verden, altsaa ogsaa af min Kamp for den, af min
Pennefejde mod Uaanden, der skulde fordrives, og den
fjendtlige Aand, der skulde tvinges til at afsondre sig
med sin Kreds og kæmpe ærlig i aaben Mark . . .
Dette gav alle mine egentlig polemiske Bevægelser en
skjæv Retning, der efter Omstændighederne vist nok i
en højere Orden var den tjenligste, men skal lige fuldt
lastes hos mig og rettes, saa snart den opdages. Men
denne Forvirring i Kampen kunde jeg umulig selv rette,
før end jeg lærte at skjelne klart imellem, hvad jeg vel
med Luther og mine præstelige Fædre altid efter en
dunkel Følelse havde praktisk adskilt, men dog theore-
tisk mer eller mindre sammenblandet: Kirke og Kirke
skole, Kristendom og Theologi, Bibelens Aand og Bibe
lens Bogstav. Aldrig havde jeg i mine Skribentdage
forvexlet disse Ting og Tanker med hinanden, og min
poetiske Natur er noksom Borgen for, hvad ogsaa alle
mine Skrifter bevise, at jeg hverken kanoniserede noget
skolastisk System i Aandens Rige eller havde mindste
Slægtskab med de aandløse Bogstavryttere og saddel
faste Kættermagere, til hvis kjødelige Broder mine Mod
standere af al Magt vilde omskabe mig-, men just der
for fik min kirkelige Polemik et forvirret Udseende og
kunde umulig, før den ændredes, lede til den uund-