353 / 494
kjender til Dem, har glædet mig saa meget, at jeg var
en stor Nar, om jeg vilde udsætte mig for at tabe det
mindste enten i Deres Øjne eller i den fri Udvikling af
vort Bekjendtskab, ved hvad der altid er en naturlig
Anstødssten, om det end ikke bliver os en Forargelses
Klippe«. Busck takkede ham for, at han fik L o v til »i
Jesu Navn at yde lidet af sin Overflod«, fandt sig i, at
det ikke blev mere, end Grundtvig nu havde til
ladt ham, men ønskede »af sit inderste Hjærte, at han
ikke vilde lade det blive derved«. Det opfyldte ham
med Bedrøvelse, skrev han, »at en Mand, som vistnok
i den danske Kirke har fortjent at have sit daglige
Brød, er uforskyldt sat i en saadan Stilling, at j e g kan
hjælpe ham. Se, det er denne Bitterhed, at j e g giver
og D e tager, da det dog langt snarere burde være
Dem, som gav, og mig, som tog, ligesom De da ogsaa
i aandelig Henseende har givet mig meget, og jeg intet
andet har kunnet yde Dem, end hvad enhver Kristens
Bønner i Ydmyghed og Enfoldighed formaar for Hans
Ansigt, der ogsaa er de mindste Børns Fader«. Han
sendte Grundtvig en Gave, som denne modtog, skjønt
den »var større, end jeg kunde mene, med hvad jeg
uden videre Betænkelighed vilde i min nærværende
Stilling modtage af enhver, som bød mig den sømmelig,
og som gjør mig for stor en Tjeneste til i nogen rela
tiv Henseende at kaldes lidet«. Og det blev ikke der
ved. Busck, hvem særlig Grundtvigs Salmedigtning laa
paa Sinde, var stadig i disse Aar med en Redebonhed og
Kjærlighed, som aldrig skal glemmes, ikke blot villig til
at støtte ham, men gjorde alt, hvad han kunde, for at
faa Lo v til at yde ham sin Hjælp i større Udstrækning,