354 / 494
343
end han paa nogen Maade vilde tage imod. Ligefrem
Nød led Grundtvig altsaa ikke, men det følger af sig
selv, at han havde det trangt i mange Aar. Hverken
han eller hans Hustru stillede imidlertid store Krav til
den Side af Livet, de levede »idyllisk i smaa, men smukke
Kaar«.
Den store Strid, Grundtvig havde rejst, fortsattes
stadig, men i nogle Aar tog han ikke selv umiddelbart
Del i den, uden for saa vidt som han i forskjellige store
Afhandlinger i »Theologisk Maanedsskrift« nærmere ud
viklede sin ejendommelige kirkelige Anskuelse. Det
varede en Stund, inden det ret begyndte at gaa op for
Almenheden, ja selv for hans nærmeste Venner, hvad
det her egentlig kom ham an paa, endsige da, at de
skulde kunne gaa fuldt ind derpaa. Hvad der i den
første Tid vandt ham varme og ivrige Tilhængere, var
nærmest den skarpe og bestemte Protest, han nedlagde
imod den Retning, som, hvor meget det end var gaaet
tilbage med den, dog endnu maatte siges at være den
almindelig herskende i Tiden; det positive Element,
han bragte, fik man først efterhaanden Øjnene op for.
A f hvad han skrev i »Theologisk Maanedsskrift«, maa
først og fremmest nævnes de to store væsentlig sam
men hørende og for Opfattelsen af hele Grundtvigs kir
kelige Syn overordentlig vigtige Afhandlinger »Om den
sande Kristéndom« og »Om Kristendommens Sandhed«,
der strække sig igjennem fem Bind (IV—IX). Han
lagde her Vægten paa, at det er to Spørgsmaal, hvad
der er sand Kristendom, og hvorledes dennes Sandhed
lader sig bevise. »Det er os alle vitterligt«, hedder
det, »at hvad vore Fædre med Morten Luther kaldte