352 / 494
3 4 i
dette sig ikke, da kunde min Tid umulig være lang i
disse Egne, hvor saa end Vejen var, jeg skulde vandre!
Sig ikke, min Ven, at jeg med et Ord selv kunde for
andre det, thi jeg kan jo ikke træde i Apostlenes Fod
spor, uden at mine Læber maa være forseglede om
saadant til dem, der glemme min Nødtørft og kan af
mig ej mindes derom til Sjælegavn, men kun til en ny
Fristelse og mig til dobbelt Byrde. Her derimod kan
og bør jeg sige det, thi her skal jeg svare paaetk jæ r-
ligt Tilbud fra en Mand, hvis personlige Bekjendtskab
til mig er baade saa nyt og forholdsvis indskrænket,
at det er mig hartad et Vidunder, han kunde tænke,
jeg ikke i mine nærmere og ældre Forbindelser fandt
den venlige Ihukommelse, jeg kunde ventet og skulde
ønske. Ja, kristne Ven, Dem skylder jeg at sige rent
'ud, at naar jeg ønsker kun at modtage lidet af Dem,
da er det hverken, fordi jeg har Overflødighed, eller
er for stolt til at tage Almisse af en medkristen, men
kun fordi vi personlig kjende hinanden for lidt til at
tale om en Sag, der maa omtales frit, naar den ej paa
en af Siderne eller paa begge skal blive en Byrde og
snarere et Skillerum end et Kjærlighedsbaand. Altsaa,
min Ven, Herren velsigne Dem, fordi De kjærlig kom
mig i Hu, og har De virkelig, hvad man kalder Formue,
da ønsker jeg Dem ret hjærtelig til Lykke med en
Tankegang, den saa nødig vil lade sig hellige af! Til
et tarveligt Mad-Offer kan jeg for Øjeblikket trænge, og
det modtager jeg i Jesu Navn af enhver, som byder
mig det smukt, men for at modtage nogen egentlig
Understøttelse af Dem maatte vi først kjende hinanden
og hinandens Omstændigheder nøjere, thi hvad jeg alt