357 / 494
Forholdet imellem Skriften og Trosbekjendelsen, i hvilken
Grundtvig, som vi have set, finder »det levende, be
stemte og troværdige Udtryk for Kristendommens
Grundbegreb«, hedder det: »Forudsatte vi nu end som
de lutherske Theologer, at Kristendommens Grund
begreb, som de tilstod fandtes i den apostoliske Tros-
bekjendelse ved og med Daaben, fandtes lige saa
klart udtrykt i Skriften, saa var det dog vist, at det
der ej fandtes i en levende Bekjendelse, men kun i en
skriftlig Attest af længst hensovne Mænd, hvis Rigtig
hed maatte bekræftes ved et levende Vidnesbyrd, før
den kunde gjælde for et Udtryk af Kristendommens
nærværende Grundbegreb, som jo er det, vi paastaa,
skal findes udviklet og gjennemført i Skriften. De
lutherske Theologer gik altsaa unægtelig en sær og
derhos farlig Omvej, idet de førte Kristendommens
Grundbegreb, som de havde fundet levende i Kirken
og optaget i sig, ned i de dødes Rige, hvortil al Skrift
i sig selv betragtet unægtelig hører, for at kunne have
den Fornøjelse at sige, de havde ogsaa fundet det der
. . . Den Forudsætning, at Kristendommens Grund
begreb findes lige saa klart udtrykt i Skriften som i
Trosbekjendelsen, er nu oven i Kjøbet aabenbar falsk,
thi om hver enkelt Del end fandtes lige saa klart ud
trykt, saa findes dog det hele ingen Steds i Skriften,
og havde man derfor ikke Grundbegrebet givet i Tros
bekjendelsen, skulde man vel bare sig for at samle det af
Skriften eller, om det ved et Vidunder lykkedes, blive
Beviset skyldigt for, at netop dette, hverken mer eller
mindre, hørte efter Skriften til Kristendommens Grund
begreb«. Som man ser, er det bibelske Stade, udfrahvilket