362 / 494
3 5 i
Del i 1). Han kom senere, da det ret gik op for ham,
hvor det ejendommelige i den grundtvigske Anskuelse
bar hen, i et stærkt polemisk Forhold til denne. Lind-
berg blev her og fortsatte ufortrøden sin heftige Pole
mik imod Clausen.
Grundtvig trak sig, som vi have set, foreløbig ud
af den egentlige Kamp, idet han erkjendte, at »da jeg
hverken kan slutte mig til dem, der ville holde Fred
med det antikristelige i Kirken, eller til dem, der ville
stoppe dets Mund, og saa indbilde sig, at det er om
vendt, saa er jeg virkelig paa en Maade tilovers, og
hvad der end kunde være min Pligt, hvis jeg troede,
gammeldags Kristne nødvendig maatte ud af Stats
kirken, saa er det dog uden Tvivl nu med den mod
satte Formodning min Pligt indtil videre at suspendere
mit Judicium og min præstelige Virksomhed«.
Han
fordybede sig atter med L iv og Sjæl i sine historiske
Studier, som i de nærmest følgende Aar skulde sætte
de betydningsfuldeste og modneste Frugter.
For
ikke helt at give Afkald paa sin præstelige Virk
somhed, som han jo nu var afskaaren fra at udøve i
Kirken, udgav han sin store Samling »Kristelige Præ
dikener eller Søndagsbog«, hvis første Bind udkom
1827, og som afsluttedes med tredje Bind 1830. Det
er Prædikener, der i den Form, hvori de foreligge, ikke
saa meget ere holdte »med levende Røst« som »skrevne
b Sæ rlig m aa frem hæ ves den store R æ k k e A rtik ler, han un der
T itlen „D as C hristenthum und die R atio n alisten in D änem ark“
skrev i H en g sten berg s „Evangelische K irc h e n ze itu n g “. D en be
gyndte allerede 1827 og strakte sig m ed enkelte A ars A fb ry d elser
lige til A arg an gen 1835.