NFSGrundtvigsLivOgGjerning

348

Herrens Bord, Herrens Tjeneste eller den hellige Skrift,

han er mig en Separatist, med hvem jeg ikke kan

have broderligt Samfund; men hvem der vedkjender

sig Troen, bøjer sig for de grundkirkelige Indretninger

som Herrens Bud og fører et kristeligt Levned, maa

i øvrigt være saa særsindet, saa barnagtig eller saa

selvklog, saa romersk-katholsk, saa zwingelreformert

han vil, i ham ser jeg en Medkristen, Medlem af den

eneste kristelige Kirke, og overlader til Hjærtekjenderen

at bedømme, hvor vidt han i Grunden er, hvad han

synes at være«.

Ikke mindre Betydning med Hensyn til Opfattelsen

af Grundtvigs ejendommelige Standpunkt har den An

meldelse, han skrev i Maanedsskriftet af den tyske Pro

fessor Delbriicks Skrift »Philip Melanchton der Glau-

benslehrer« (1825) og de Modskrifter, det fremkaldte i

Tyskland. Delbriick var samtidig med Grundtvig tyet

til Trosbekjendelsen, som allerede Lessing havde hen

vist til, som den sikre Ledetraad i Theologernes dog

matiske Labyrint. Hans saa vel som Lessings Stilling

til Trosbekjendelsen som Kirkens Grundlov var imid

lertid for saa vidt væsentlig forskjellig fra Grundtvigs,

som de, idet de lagde hele Vægten paa Kirkefædrenes

Vidnesbyrd, søgte historisk at bevise Rigtigheden af

deres Paastand om Trosreglen som det igjennem Tiderne

godkjendte Udtryk for det grundkristelige, medens

Grundtvig i sin Betragtning holdt sig til den Kjends-

gjerning, at den knyttet til Daaben

eo ipso

er Forud

sætningen for at tilhøre det kristelige Trossamfund,

hvad saa end Videnskaben mener om den. » V id e n

s k a b e l i g « , siger han, »kan man til Dommedag lige