361 / 494
Sorgerne med mig, I vil ikke forsmaa min besynderlige
Taksigelse, fordilvederkvægede minAand, som saa længe
forgjæves og sukkende havde ventet paa, at dog en
kelte boglærde Kristne skulde række den enlige Bro-
derhaand for Menighedens Øjne og forstærke hans Vid
nesbyrd. Det smerter mig vel stundum, at eders For
bindelse med mig maaske har spærret eder Vejen til
en Stilling, hvor eders sjældne Kundskaber, utrættelige
Flid, ædle Maal og mandige Tænkemaade ret kunde
ære og gavne Fædrelandet, men det trøster mig dog
altid, at vor Forbindelse var lige saa uskyldig baade for
Gud og Mennesker, som den var frivillig, og at efter
alle kirkehistoriske Mærker borger netop Modstander
nes Forbitrelse os for, at vor Gjerning i Herren var
ikke forgjæves«. Rudelbach fulgte Grundtvigs Raad at
»vandre ud med sin Lærdom, medens han endnu havde
Mod og Kræfter, vandre hen, hvor man dog i det
mindste ustraffet kan skrive lige saa frit for Statens
Religion som imod den, og det kan man, saa vidt jeg
ved, alle Vegne undtagen i Danmark«. Han blev i
Maj 1829 Superintendent og Sognepræst i Glaucha i
Sachsen, hvor han blev, til han i 1845 af kirkelige
Grunde nedlagde sit Embede, vendte tilbage til Dan
mark blev (1848) Sognepræst i Slagelse og døde
1862. Under sit Ophold i Tyskland, h v o r‘ han lige
som i Danmark optraadte som en lige saa ivrig som
dygtig Forkæmper for den konfessionelle Lutherdom,
arbejdede han ufortrøden paa at oplyse Almenheden
der om den store Kirkestrid, der førtes i hans Fædre
land, og som han selv havde taget saa fremragende
350