363 / 494
352
med Pen og B læk«, men ikke des mindre er just det,
der gjør dem saa tiltrækkende, at »den levende Røst«,
i en saa ualmindelig høj Grad klinger varmt og stærkt
igjennem dem — de er i saa Henseende enestaaende i
vor Literatur, og der findes i det hele taget næppe
mange Sidestykker til dem. Tonen i dem er for saa
vidt væsentlig forskjellig fra den, der gaar igjennem de
»Bibelske Prædikener« fra 18 16 , som det væsentlig er
Glæden, ja Jubelen over det faste Stade, han mener
at have vundet for sin kirkelige Betragtning, der giver
Søndagsbogen dens Karakter. Først og sidst hævdes
det, at »enten er vor Daabspagt Kristi Kirkes kjende-
lige Klippe, eller der er ingen Kristi Kirke til«, at »vor
Daabspagt er den eneste Grundvold for vort K irke
samfund og har saa været for de kristne fra Arilds
Tid«, og naar han »idelig gjentager denne Paastand og
stræber at oplyse den fra alle Sider, da er det sandelig
ikke, fordi nogen uden Selvmodsigelse kan bestride
den, men kun fordi jeg ved, at vor Arvefjende, vor-
Herres og vor Kirkes Avindsmand, der gjennem Kjød
og Blod har nogen Indflydelse paa os alle og uhyre
megen paa de mange, der ikke tro det, han sætter
naturligvis alt i Bevægelse for at hindre en Oplysning,
der paa én Gang berøver ham Frugten af mange Aar-
hundreders Anstrængelse, berøver ham Frugten deraf
just i det Øjeblik, da han staar paa Nippet til at høste
den« . . . »Fjenden var selv blandt os kun alt for lyk
kelig, og dog fandt han anden Steds langt mere Føje
lighed, saa man tilstod ham alt, hvad han forlangte, af
skaffede ej blot de gamle Salmer, men ophævede Daabs-
pagten og trøstede sig med Skrifterne, som om de døde