NFSGrundtvigsLivOgGjerning

358

Udlænding kom til at gjøre dette Arbejde, som da heller

ingen var nærmere til end Englænderne selv. I det

londonske antikvariske Selskab havde der hævet sig

vægtige Stemmer, som gjorde gjældende, at Selskabet

hellere burde understøtte en Englænder — Benjamin

Thorpe — , der var fremkommen med en ganske lig

nende Plan som Grundtvigs, end hjælpe den fremmede

til at gjøre det. Kort sagt »man betragtede og be

handlede mig aabenbar som en dansk Viking, der efter

mine kjære Forfædres Exempel vilde berige baade mig

selv og Danmark med Englands Skatte, og Boghand

leren var nær ved rent ud at sige, han ikke turde be

fatte sig mere med mig for ikke at stemples til en

Landsforræder«. Grundtvig kom altsaa ikke til at ud

føre sin Plan, men den store Fortjeneste har han, at

have bragt Sagen i Gang. Han opnaaede, at »Udgi

velsen af de vigtige og dyrebare Levninger af den

første nyevropæiske Literatur var bleven en Æ ressag

for England. Da nu dette netop var, hvad jeg fra Be

gyndelsen havde ønsket, blev jeg ikke vanskelig at

trøste, og jeg har derfor siddet meget taalmodig og

set paa, hvordan man udgiver den ene Del efter den

anden af Værket, jeg bebudede . . . Jeg tør saaledes

trøste mig med, at min tilsyneladende Utroskab mod

den angelsaxiske Literatur rejste sig netop af en Kjær-

lighed til den, saa uegennyttig, som man i vore Dage

kan vente«.'

Førte Grundtvigs Ophold i England, som han selv

betegner som »de behageligste og lærerigste Maaneder

i mit Liv«, saaledes end ikke til, at han kom til at øve

den iiterære Bedrift, det en Stund saa’ ud til skulde