373 / 494
362
bestemt og holdt sig længe tilbage; han yndede ikke
saadanne Sammenkomster, idet han indsaa, at de
overmaade let kunde føre til Separatisme og selvgjort
Hellighed, og han havde allerede tidligere under den
fynske Opvækkelse i 1825 klart og bestemt udtalt sin
Anskuelse i saa Henseende. I den Artikel, han den
Gang skrev i Kjøbenhavns SkilderiJ), fraraadede han
ganske vist Staten' at slaa til med Sværdet, idet han
mente, at det var langt bedre at se til med Rolighed,
men han udtalte tillige, at i lians Øjne var saadanne
gudelige Forsamlinger uden for Kirken »kun maade-
lige Surrogater for det kirkelige L iv og kun maadelige
Planteskoler for sand Gudsfrygt, Ydmyghed og Kjær-
lighed. Kirkehistorien har nemlig lært mig, at en vis
sygelig Pietisme i slige Forsamlinger saare let parrer
sig med forskruede Indfald, Ringeagt for Lærdommen
og omsider for Skriften selv, og derfor har jeg aldrig
tilraadt, men snarere fraraadt dem, og i de Aar, jeg
som Præst var uden for Kirken, maaske endog med
overdreven Ængstelighed skyet alt, hvad der kunde
have mindste Skin af noget saadant«. Lindberg kunde
imidlertid ikke den Gang følge Grundtvigs Raad og op
give Sagen. »Den kirkelige Stilling var bleven ham
utaalelig«, siger han, »han følte, der maatte gjøres noget
andet end at bruge Pennen, og saa’ nu ikke, der var
andet at gjøre end at følge den Opfordring, han havde
faaet«.
En af de Mænd, hos hvem Grundtvigs Venner, inden
Kalkbrænderiforsamlingerne kom i Gang, havde fundet
Nr.
12
og
1 3
.