378 / 494
3 6 7
Grundtvig fik strax det Indtryk, at man stod Fare
for at komme paa vilde Veje, og hans Frygt var næppe
ugrundet, Lindberg synes selv at have haft en Følelse
af det samme. Grundtvig besluttede da nu selv at tage
Sagen i sin Haand, og den følgende Søndag prædikede
han.
»Mine Venner og Søskende i K risto«, hedder
det i denne storslaaede og gribende Prædiken1), »dem
vilde jeg lære at kjende mine Veje i hans Tjeneste, ej
blot fordi det er tungt at miskjendes af Venner og
altid skadeligt for Menigheden, naar Læreren miskjen
des, men især fordi de nærværende Omstændigheder
er saa besynderlig indviklede, at, hvor de skal opredes
og ordne sig saa lempelig, saa fredelig og glædelig som
muligt, og det skal de dog sikkert hos os, der, som
jeg netop udviklede Sagen, før jeg sidst forseglede mine
Læber, levef i den bedste Del af Verden —• skal det
ske, som var Haabet, Gud lod følge mig ved min Ud
gang som ved min Indgang, og er i Dag som i Gaar
mit stadige Haab, da maa de kristne komme til at
betragte baade Vingaarden og Arbejdet deri efter
Tidens Tarv langt ligere mig, end de fleste gjør endnu.
Og dette, mine Venner, er Hovedgrunden, hvi jeg
igjen træder op iblandt eder, træder op saaledes, som
det undes mig, da det ikke undes mig, som jeg øn
skede, og ønskede sandelig langt mere for eders og
for Danmarks Skyld end for min egen. . . . Den, hvem
den Naade timedes, hvem det ærefulde Kald betroedes
at føre Kongens Ord fra de høje Himle, ja i Herrens
Navn at tale Fred blandt de ængstede, L iv blandt de
:) T ry k t foran i „P ræ d ik en er i F red erik s K irk e n “