NFSGrundtvigsLivOgGjerning

og Forsamlingerne blev forbudte.

Grundtvig tabte

imidlertid ikke Modet. Han holdt paa sin Ret til at

bruge sine Værelser, til hvad han vilde, naar han ikke

foretog sig noget ulovligt. »Vent, til I have noget at

klage over«, sagde han.

»For Resten er det sandt,

jeg vil holde Forsamling, og dermed Basta«.

»Gud

ske Lov«, skrev han Dagen efter til GunniBusck, »det

forknyttede mig ingenlunde, og efter en lang Samtale

med Biskoppen (P. E. Müller) i Aftes, bleve vi om

sider enige om, at naar jeg vilde kalde Forsamlingerne

Bedetimer, hvad jeg umulig kunde vægre mig ved, da

vilde han gjøre alt, hvad der stod i hans Magt, for at

jeg kunde holde dem ubehindret, og han haabede vist,

det skulde lykkes ham«. Og det lykkedes bedre, end

Grundtvig og hans Venner havde turdet haabe. Den

anden Marts udstedtes der et kongeligt Reskript, i

Følge hvilket det tillodes Grundtvig indtil videre at

holde dansk Aftensang i Frederiks tyske Kirke paa

Kristianshavn, »dog saaledes, at Ritualet følges, at den

avtoriserede Salmebog bliver brugt, og at alle andre

Love med Hensyn til den offentlige Gudstjeneste

vorde efterlevede«. I sin Indstilling tilraader Biskoppen

at give Grundtvig den begjærede Tilladelse, »hvorved

andre, som maaske vare ildesindede og fanatiske,

kunde des snarere forhindres fra at forvilde Menigmand

med deres Tale, og hin Forordning om gudelige For

samlinger med Strænghed overholdes«. Dersom Pastor

Siemonsen skulde ansøge om en lignende Tilladelse,

raadede Biskoppen til at nægte den, »da denne Mand alle

rede ved en Række af Foredrag har lagt en aabenbar

separatistisk Tendens for Dagen«. Kancelliet skyndte

24*