387 / 494
376
Statskirken, der som Prof. Clausen, erklærede sig mis
fornøjede med den i samme bestaaende Lærdom, og
ej tillige foreslog den anden Udvej, at lade dem fare,
der som jeg var vel fornøjede med de symbolske Bøgers,
men uforsonlige med Prof. Clausens Lærdom ; men saa
længe jeg var Embedsmand i Statskirken, sømmede
det sig næppe en Gang at ytre den Tanke, at Prof.
Clausens Protest skulde have mere Gyldighed end de
symbolske Bøger, og saa snart jeg havde nedlagt mit
Embede, vil man maaske endnu erindre, at jeg i mine
»Spørgsmaal til Danmarks lovkyndige« ej undlod at be
mærke Alternativet, skjønt jeg den Gang endnu fandt
det rimeligere, at Professoren, end at jeg skulde træde
ud af den danske Statskirke«. Dette lille Skrift, i hvil
ket han fastholdt sit Standpunkt og kortelig gjorde
Rede for sin Opfattelse af Sagen, blev Grundtvigs sidste
Ord i Striden, dels fordi han »indsaa, at den Kamp,
der virkelig skal føre til noget, maa være noget ganske
andet end en Pennefejde, og dels fordi han var kjed
og led af at trættes med Folk om Kristendom, der
aabenbart enten ikke kunne eller ikke ville indse, hvad
der var soleklart for mig«.
Der fremkom baade fra Mynster og mange andre
Indlæg i Striden, og det er værd at lægge Mærke til,
at Tonen overfor Grundtvig efterhaanden havde for
andret sig en hel Del. Som Clausen nærmest vendte
sig imod Lindberg, saaledes gjorde ogsaa alle de andre.
Det var nu ganske vist ham, der med aldrig trættet
Udholdenhed, skiftede Hug med Modstanderne, medens
Grundtvig mente at tjene den fælles Sag bedst paa
anden Maade, og det var derfor ganske naturligt, at