389 / 494
3 7 ^
Smaafolk, som derfor ogsaa samledes om ham, og de
mange smaa Flyveskrifter, som han fremdeles blev ved
med, saa længe Striden varede, kunde de forstaa, og
dem læste de med Iver. Derfor kunne vi med Føje
sige, at han var Smaafolks Ven alle sine Dage, og trods
sin store Lærdom vidste han at anvende den saaledes,
at den kom Menigmand til gode«.
Til Trods for det bestemte Paalæg, der var bleven
givet Præsterne om at holde sig nøje til Ritualet, ved
blev adskillige at foretage rationalistiske Ændringer
baade ved Daab og Nadver, hvilket afstedkom baade
Strid og Forargelse. Værst var det, da Stiftsprovst
Clausen gav Anledning til, at en Fader i Kirken erklæ
rede, at den Tro vilde han ikke have sit Barn døbt
paa; Provsten døbte Barnet alligevel, og Faderen indgav
Klage til Biskoppen. Strax efter fik Clausen de fleste
af Kjøbenhavns Præster til at indgive et Andragende
om at faa Ritualet ændret, og i et Andragende, han
selv indsendte til Kongen, erklærede han, at han ikke
kunde afvige fra »de Grundsætninger, han hidtil stedse
havde fulgt til Glæde for sig selv og til Opbyggelse
for sin Menighed«. Her maatte det da vise sig saa
tydelig som muligt, at det, Rationalisterne, som mente
at føre den aandelige Friheds Sag, vilde, i Virkelig
heden var at paatvinge anderledes tænkende deres imod
Statskirkens Forskrifter stridende Opfattelse, hvorimod
Grundtvig og hans Tilhængere hævdede deres Ret til
at holde sig til disse. Grundtvig gjorde med rette
gjældende i sit Skrift »Om Daabspagten« (1832), at
»mange Sognepræster under Raab om Samvittigheds
frihed vitterlig eller uvitterlig lægge et tungt A ag paa