391 / 494
3 8 0
kirkelig fare, saa velan! i Guds Navn, jeg vil ikke
klage, men vil man det ikke, da raade man dog til
L ø s n i n g e n af S o g n e b a a n d e t , det kirkelige
Stavnsbaand, der aabenbar under de nærværende Om
stændigheder er en utaalelig Byrde for de gammeldags
Kristne og maa jo være bebyrdende for alle, der har
en Tro, som deres Sognepræst bestrider«. Her havde
han peget paa en Udvej til en fredelig Løsning af al
den Strid og Forvirring, der herskede i den danske
K irke, og han udviklede i et Par Smaaskrifter »Om
Sognebaandets Løsning« og »den danske Statskirke
upartisk betragtet« x), (1834) yderligere denne Tanke,
som han aldrig slap af Sigte, før den var ført ud i
Livet.
Men det var ikke blot i kirkelig Henseende, hans
Blik klaredes i disse Aar, ogsaa hans Syn paa P'olke-
livet modnedes og udvidedes. »Som det gik mig i
kirkelig og kristelig Henseende«, skriver han i et Brev
til Busck (Paaske-Lørdag 1836), »da jeg saa’, at det
sikre Vidnesbyrd 0111 den oprindelige Kristendom og
det levendegjørende Kirkeord, som jeg ledte om i
Skriften og i Hjærtekulen, var opstanden, saaledes
har det i den sidste Tid ogsaa slaaet mig, at den
x) „Skal Fædrenetroen“, hedder det i det sidst nævnte Skrift, „frem
deles virke og leve i Statskirken, da maa Sognebaandet løses, og
alt for Resten omtrent blive, som det er, eller endnu friere, og
naar jeg siger, „som det er“, da mener jeg dermed ikke, hvad
der staar paa Papiret, men hvad der i den sidste Menneskealder
virkelig har været Tilfældet, at hverken Præsterne følte sig i
deres Lærdom bundne til de symbolske Bøger eller ved Mini-
sterialia til Alterbogen, men benyttede dem frit, som de trøstede
sig til at forsvare efter den hellige Skrift og almindelige Sandhed“.