390 / 494
379
Samvittighederne hos de gammeldags Kristne«. Da det
atter kom til et forargeligt Optrin ved en af Stifts
provst Clausen udført Daabshandling, ved hvilken det
nær var kommet til ligefremme Haandgribeligheder,
maatte Myndighederne gribe afgjørende ind, og en
kongelig Resolution af 22de April 1834 misbilligede
Stiftsprovstens Forhold og paalagde ham at holde sig
til Alterbogen. Den 75aarige Clausen, der i over 40
Aar havde døbt med de Ritualforandringer, det nu var
ham bestemt forment længere at benytte, tog sig selv
følgelig dette Nederlag for den Sag, han havde arbejdet
for hele sit L iv , meget nær, og lod for Fremtiden
Kirkens andre Præster forrette Daabshandlingerne.
I den lille Bog »Om Daabspagten«, der aabnede
en vidtløftig Strid i Literaturen om de rituelle Spørgs-
maal, er Grundtvig naaet helt frem til at blive den
kirkelige Friheds Talsmand. »Fordi jeg føler mig lige
saa vel kaldet til et Fredens Sendebud, som til Sand
heds Talsmand«, hedder det her, »derfor beder og
bønfalder jeg alle, baade gejstlige og verdslige, som
have eller faa med denne Sag at gjøre, at de vil
levende mindes, at gammeldags Kristne har ogsaa en
Samvittighed, saa der maa dog i det mindste tages
lige saa meget Hensyn paa vor Samvittighed, der
kræver den gamle, i Loven hjemlede Daabspagt al
deles uforkrænket, som til deres Samvittighed, der
kræve den forandret. A t den bliver staaende i Alter
bogen, er vistnok nødvendigt, naar vor Samvittighed
skal tillade os at blive i Statskirken, men det nytter
os dog aabenbar slet ikke, naar Præsterne egenmægtig
forandre den i det virkelige Liv. Vil man lade os