385 / 494
374
ring. Det var Grundtvigs Venners første Sejr, det
skulde ikke blive den sidste.
Dr. Rudelbach havde i Aaret 1827 paabegyndt sin
ovenfor omtalte udførlige anonyme Skildring af den
danske Kirkekamp i Hengstenbergs »Evangelische K ir
chenzeitung«. Clausen gav anonymt i »Theologische
Studien und Kritiken« 1828 sin Fremstilling af Sagen.
Prof. Jens Møller, der saa vidt muligt altid søgte at
mægle i theologiske Sager, tog nu Ordet i sit »Nyt
theologisk Bibliothek« (XV). Han gjorde sit bedste for
at lade hver af de stridende Parter vederfares Retfær
dighed, men stillede sig dog nærmest paa Clausens
Side. Nu traadte Lindberg op med et hvast Fejde-
skrift med den noksom betegnende Titel »Er Dr. Prof.
theol. H. N. Clausen en ærlig Lærer i den kristne
Kirker* et alvorligt Spørgsmaal til Dr. Prof. theol.
J. Møller« (1829). Skriftet blev strax lagt under Be
slag af Censor, og Kancelliet beordrede Sag anlagt
imod Forfatteren for Udtalelser, der vare fornærmelige
imod den offentlige Styrelse.
Overretten frikjendte
imidlertid Lindberg for Generalfiskalens Tiltale; og
Højesteret, for hvilken Sagen strax blev indanket, stad
fæstede Overrettens Dom. Lindberg, som strax, da
Sagen var bleven anlagt imod ham, var bleven suspen
deret fra sit Embede som Adjunkt ved Metropolitan-
skolen, tog nu sin A fsk ed ; Bogen, der hidtil havde
været beslaglagt, kom ud og gjorde en lignende Opsigt
som i sin Tid »Kirkens Gjenmæle«, idet den i Løbet af
en Uge blev udsolgt i tre Oplag. Clausen, hvem dette
Udfald af den af det offentlige anlagte Proces selvfølge
lig maatte være alt andet end behageligt, saa meget