NFSGrundtvigsLivOgGjerning

373

Imedens den Bevægelse, der førte til, at Grundtvig

saaledes blev Præst uden Embede, stod paa, vedblev

Kampen imellem Rationalismen og den kirkelige An

skuelse at rase baade i Literaturen og over for Myndig

hederne. Det varede noget, inden Grundtvig atter tog

Del i den, og vi skulle derfor indskrænke os til at an

give dens Hovedtræk. Clausen havde, som alt antydet,

i sit Skrift anbefalet tidssvarende Ændringer i Ritualet

og derved bragt dette allerede af Bastholm rejste og

senere flere Gange optagne Spørgsmaal paa Bane. Han

havde gjort gjældende, at »vel næppe en eneste gejst

lig holder sig de foreskrevne liturgiske Formularer efter

rettelig«, og deri fundet et Bevis paa en tilstedevæ

rende Trang til Ændring. Denne Paastand mødtes fra

flere Sider med Protest, og i 1828 indgav den før om

talte Assessor Spandet K lage over en af Hovedstadens

Præster, fordi han ved at døbe hans Barn havde forbi-

gaaet F'orsagelsen og forkortet Trosbekjendelsen, hvorfor

han krævede alle de af denne Præst for ham døbte Børn

omdøbte ved en fuldstændig Daab. Kancelliet afslog

hans Ansøgning, men udsendte samtidig en Skrivelse,

der alvorlig paalagde Præsterne »ved alle kirkelige

Handlinger nøje at følge de allernaadigst foreskrevne

Formularer uden nogen Udeladelse og uden noget Til

læg«. Dette Resultat, der ganske sikkert kom adskil

lige uventet, viser ret betegnende, hvilken Følelse man

i de styrende Kredse havde af, at den Opposition, der

havde rejst sig imod de toneangivende Rationalister,

havde antaget saadanne Dimensioner, at man gjorde

klogest i at lade alt blive ved det gamle for ikke at

give den gjærende religiøse Bevægelse yderligere Næ