NFSGrundtvigsLivOgGjerning

375

mere, som Lindberg strax udgav alle Sagens Akter,

forespurgte atter i Kancelliet, om han af Hensyn til sin

Embedsstilling skulde anlægge Sag imod Lindberg, men

fik ligesom forrige Gang det Svar, at det maatte han

selv om. Han nøjedes da foreløbig med at afgive en

offentlig Erklæring, som dog snart efterfulgtes af et

udførligt Forsvarsskrift »Den theologiske Partiaand«.

Han indgav fremdeles et Andragende om, »at det maatte

overdrages til en af sagkyndige Mænd bestaaende Kom

mission at undersøge og derefter afgive deres Forme

ning om, hvor vidt der i det paagjældende Skrift

[Katholicismens og Protestantismens Lære og Ritus] er

»gjort Brug af nogen Frihed, der kunde anses at

være den akademiske Theolog forment i hans Virk

somhed som Skribent«. Dette vilde Kancelliet ikke

indlade sig paa, og Clausen udgav da et lille Skrift

»Om Injuriantens og den injurieredes Stilling i Danmark«

(1831), som samme Aar fik Grundtvig til at bryde sin

fleraarige Tavshed og udsende et Skrift »Om den Clau-

senske Injuriesag«. Clausen havde nu nærmest vendt sig

imod Lindberg og udtalte med Hensyn til Grundtvig,

»at en Følelse af det begangne Misgreb havde bevæget

den Mand, som havde givet Løsenet til Angreb, til at

træde bort fra Scenen«. Herimod nedlagde Grundtvig

bestemt Indsigelse. »Hvor tunge Følgerne end have

været mig at bære«, skrev han, »kan jeg dog umulig

fortryde et Skridt, hvortil intet under Solen bevægede

mig uden den fulde, faste Overbevisning, at det var min

ueftergivelige Pligt«, og han tilføjer: »Var der nogen

kirkelig Fejl ved »Kirkens Gjenmæle«, da vilde det

være den, at jeg kun androg paa deres frie Udgang af